Solen havde ingen effekt

Solen havde ingen effekt. Her skyggede tågen og disen for hvad der ellers kunne have været solstråler, der sneg sig gennem bladene. Alle menneskerne var dækket af mørke. De kunne dog se hinanden, men de kunne ikke se det, der var uden for mørket og skyggerne. De kunne ikke se solen. Det de kunne se, var et lille lys for enden af tågen. De vidste ikke hvad det var, men de kunne se, at det ikke var solen, for lyset havde et lyserødt skær. De bevægede sig igennem det bløde mos og de grønne lave planter der var dækket af dug. Deres lange frakker blev våde forneden, men deres øjne var fanget af lyset. De bevægede sig stille, men lyset virkede ikke til at nærme sig. Der var ingen lyde, intet spil. Tågen blev ikke brudt af lyset og lyset var inde i tågen og inde i mørket.
Alligevel havde alle i rækken lykkelige og lyse tanker på trods af den tykke tåge. Alle var glade og nysgerrige for at se, hvad det fine lyserøde lys var, undtagen en lille pige. Hun gik midt i rækken med sin mor i hånden og pludselig ville hun væk! Væk fra alting. Mon hun kunne se døden?
Pigen så i hvert fald noget de andre ikke kunne se. Hendes unge sind var endnu ikke styret eller blokeret for sandheden, men det var hendes mors, som slet ikke forstod sin desperate datter. Selvom ingen kunne se, hvad de ville nå til, kunne de mærke et kald i krop og sjæl. De lyserøde roser som lignede små ansigter kaldte på dem og bandt dem til løgne og overbevisninger om alt vel. Men hvad var det pigen så?
Et andet lys eller en åben mulighed for at klare sig selv? Var hendes sind endnu ikke blevet forpestet med det, der gjorde at hun så noget ingen anden så? Var det mod en indbildning hun så, eller så de andre noget der ikke eksisterede? Var det et imaginært lys, eller bare et heldigt sammentræf? Men hun troede ikke på lyset. Hun vidste det ikke eksisterede. Hun var overbevist om det. Det var hende umuligt at få nogle af de voksne til at forstå det, derfor løb hun og tænkte ikke videre på, hvad der ville vente hende. Men den uvidende mor ville hende det bedste så hun holdt fast.
De små kryb havde indrettet sig i denne lille verden, men måske de ikke ønskede samarbejde med de voldsomme store mennesker. Og hvad med roserne? Så de bare på? Var de livets tilskuere? Eller var det deres; menneskernes fremtid? Var det virkelig det, de havde i vente?
Smukke det må man sige, at roserne var. Det smukkeste og mest livsbekræftende i hele det sumpede område, men de var også bundet og hæmmet. Men den lille pige var ikke så bundet. Hun havde en fri sjæl, ledte efter alt godt og hun kunne se gennem tågen. Den del af skoven man kunne se, var et tiltrækkende sted at gå tilbage til. Det var deres hjem. Det var det sted de kom fra, det sted de altid havde været på vej væk fra og nu snart havde forladt.
Alt uden for var stadig ukendt og den lille pige søgte viden. Viden om alt andet end det lyserøde lys, da det var åbenlyst, hvad der ventede dem der. Hvad hvis der var andre veje? Hun ville prøve dem alle. Hver og en, der gik i hver sin retning. Ind og ud imellem grene og kviste, over bjerge og ned i dale. Lange og vanskelige veje, men de muligvis mest spændende. Men hendes mor bandt hende fra at opleve resten af verdenen. Den de ikke kendte til. Hvorfor havde de voksne altid været bange for den? Nu så hun dem langsomt nærmest hypnotiserede gå imod noget ukendt, men hun havde egentlig konstateret, at de fandt det ukendte farligt. Talte en stemme til dem? Hørte eller så de noget hun ikke gjorde? Fik det dem til at føle sig trygge?
Betaget af lyset vandrede de uden nogen fornemmelse af tid. De som var langt bagud i rækken, kunne se de forreste forsvinde i lyset, der lignede en lyserød tåge. Hvilke tanker der gik igennem hovedet på dem, er umuligt for os at kende, men de så ganske simpelt tomme ud i blikket. Og måske var det kun den lille pige der vidste hvad der ventede dem